REVISION LIMFJORD STØTTER BØRN MED KRÆFT VIA TEAM RYNKEBY

06.02.2017

100 procent til børn med kræft

Revision Limfjord har tegnet et sponsorat med
velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby,
der hvert år cykler til Paris til fordel for
børn med kræft og deres familier.

Når 1.750 motionscykelryttere og 450 hjælpere fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Færøerne og Island til sommer sætter kursen mod Paris til fordel for kampen mod børnekræft, er det med støtte fra Revision Limfjord.

Revision Limfjord har indgået et guldsponsorat med Nordens største velgørenhedscykelhold, Team Rynkeby.

Sponsoratet lyder på 20.000 kroner, som går ubeskåret til Børnecancerfondens arbejde.

– Vi ønsker at være med til at gøre en forskel, og ved at støtte Team Rynkeby er vores bidrag med til at støtte forskning i børnekræft og hjælpe børn med kræft og deres familier. Vi har kunder, der har deltaget gennem flere år og sammen med dem og hele Team Rynkeby, er vi med til at sætte fokus på en meget vigtig sag, siger Carsten Lie, partner i Revision Limfjord, Nørresundby/Aalborg.

100 procent til børn med kræft

Det er 16. gang, at Team Rynkeby cykler til Paris til fordel for børn med kræft. Første gang var i 2002, hvor 11 motionscykelryttere blev samlet om det gode formål. I dag er Team Rynkeby en af de største og mest synlige motions- og velgørenhedsbegivenheder i Norden.

Udover at deltagerne på Team Rynkeby skal passe deres træning til den store cykeltur til Paris, skal de også samle penge ind til børn med kræft. Deltagerne dækker selv deres egne omkostninger, og Rynkeby Foods dækker projektets centrale omkostninger, hvilket betyder, at alle de penge, som deltagerne samler ind, går ubeskåret til de organisationer, som Team Rynkeby samarbejder med i Norden.

– Hovedparten af pengene bliver brugt til at finansiere forskning i børnekræft. Børnekræft er fortsat den sygdom, der tager livet af flest børn i alderen 1-15 år, og der er stadig alt for mange børn, der får alvorlige bivirkninger af den behandling, de modtager, siger Carl Erik Dalbøge.

Team Rynkeby indsamlede 65,8 millioner kroner til børn med kræft i hele Norden i 2016 – heraf gik 43 millioner kroner til Børnecancerfonden i Danmark. Cykelholdet kører til Paris fra den 8. til den 15. juli 2017.