Ejendomshandel mellem interesseforbundne parter.

23.01.2012

Dette område af skatteretten er kompliceret og ikke to sager er ens. Så tal altid med din revisor om det, før der indgås aftaler mellem interesseforbundne parter.

Alle transaktioner, herunder ejendomshandler, mellem såkaldte interesseforbundne parter bør altid give anledning til en ekstra overvejelse om, hvorvidt transaktionerne sker på vilkår, som også skattemyndighederne kan acceptere.

Begrebet interesseforbundne parter omfatter altid nærtstående familiemedlemmer samt selskaber og den personkreds, der har nær tilknytning hertil (ejere, ledelse m.fl.). Anden form for tilknytning kan også medføre, at man anses for interesseforbundne.

Udgangspunktet er altid, at en transaktion skal ske på markedsmæssige vilkår, det vil sige på vilkår, der også kunne have været aftalt mellem uafhængige parter. Men ingen regel uden undtagelser, så på flere områder er der særregler. Et af disse områder er ejendomshandler, og det følgende drejer sig om disse.

Når parterne er så nært beslægtede, at de er arvinger i arvelovgivningens forstand, anerkender skattevæsenet normalt en værdiansættelse, hvis den holdes inden for en ramme på +/- 15% i forhold til den senest bekendtgjorte ejendomsvurdering.

For øvrige interesseforbundne parter, f.eks. mellem en hovedaktionær og dennes selskab, anerkendes en handel normalt, hvis værdien er fastsat til den senest bekendtgjorte ejendomsvurdering.

I en for nyligt offentliggjort dom fra Vestre Landsret er det sidstnævnte princip blevet fulgt i en dom, hvor selskabet havde solgt en ejerlejlighed til eneanpartshaveren. Salget var sket til en pris langt under selskabets købspris for ejerlejligheden men altså til nyeste vurdering. Salget efterlod altså selskabet med et betydeligt tab, men dette blev godkendt af retten (de 2 ud af 3 dommere) som værende i overensstemmelse med gældende regler på området.

Vurderingen var altså væsentligt lavere end handelsværdien. Hovedårsagen til dette var, at en ejerlejlighed, der er udlejet, skal vurderes som såkaldt ikke-fri, hvilket efter praksis anses at være til 50% af værdien som fri. Lejeren var i øvrigt eneanpartshaverens børn, men retten anså at dette forhold var uden betydning i sagen.

Men pas på! Dette område af skatteretten er kompliceret og ikke to sager er ens. Så tal altid med din revisor om det, før der indgås aftaler mellem interesseforbundne parter.